URBANblog

12.05.08

Det glade Bergen!

Kategoriseret under Rejser af vilmano

det_glade_bergen.jpgmor_og_asta.jpghyggeligt.jpg

Nu skulle det altså testes. De her famøse “sølvbilletter” som vi har erhvervet os via min mands arbejde ved NSB. Nogle man ved en forholdsvis lav pris køber, og som varer et helt kalenderår, og så er der ellers fri adgang til alle NSB’s toge.

Asta og jeg har længe forsømt vores tøseture, så nu skulle der virkelig rådes bod. Så vi tog på tur helt til Bergen! … (læs mere under)

Ikke bare bare at rejse helt fra Elverum og til Bergen i Sogn og Fjordane, og med en 5-åring bliver det vel endnu mere af en udfordring. Men det gik faktisk fint. Imponerende tur tværs igennem Norge, og imponerende - for os at se - at der fra Geilo og udover Finse faktisk fortsat er fuld vinter. Mødte flere folk med ski og vintertøj, som skulle på langrend! Efter sammenlagt 9 timers togrejse, endte vores tur så i Bergen.

Solen skinnede fra en absolut skøn blå og skyfri himmel. Det var herligt at kunne spadsere efter den lange togtur, og vi endte med at gå hele vejen fra banegården og til vores bestemmelsessted, “Skuteviken Gjestehus”. Vi havde valgt at indlogere os privat i et gæstehus i et af de rigtig gamle fiskerkvarterer i byen, og det var vi slet ikke kede af. For der var så hyggeligt og pænt, at vi for alt i verden ikke ville have været på et almindeligt hotel. Nej, détte havde så afgjort charme i bunkevis!

Pinselørdag lagde vi tidligt ud, og havde for planer at opleve Fløibanen først. Havde hørt så meget imponerende om den tur, at det absolut måtte prøves. Så sammen med en gruppe ivrige japanske turister, var vi nogle af de første op ad fjeldet med fjeld-togbanen op til toppen. Og hvilken udsigt! Det var jo helt enestående smukt. Der kunne man sagtens sidde i mange timer, og bare absorbere al skønheden fra Bergen og de omkringliggende fjelde. Helt fantastisk! Mødte mange udenlandske turister, som siden også kom op til toppen af fjeldet og fik vekslet nogle ord med et ældre ægtepar fra Minnesota.

Efter sigende skulle der gå mange småbåde rundt i havnen, som man kunne hoppe på og dermed spare sine gåben lidt. Men hver gang vi havde lyst til dette, var der aldrig nogle i havn der og da. Så vi endte med at gå hele vejen ud til Bergens Akvarium. Så på koiafisk, pingviner, varaner og krokodiller. Mest interessant for Asta var dog alligevel sælerne, som hun brugte lang tid på at studere. Vi brugte noget tid ved Akvariet og fik spist lidt is, som sig hør og bør når solen steger og det er varmt - på ferietur…

Solen, havblæsten, -duften og de lange gåture satte sine spor på Asta, og vi endte med at måtte tage taxa tilbage til gæstehuset. Men det var helt okay, turen var mest bestemt for hendes skyld. Kvalitetstid mor og datter imellem. Og man kan ikke forvente alverden af en 5-åring. Hun havde været så dygtig under hele turen, og gået utroligt meget. Men når nok er nok, - så må det også respekteres. Så resten af dagen gik med dynen i sofaen i ferielejligheden foran Playhouse Disney og med friske jordbær på fad.

Jo jo, piger på tur. :) Fik sunget godnatsange, og læst Anders And blade, kildet, grinet og plukket blomster i massevis. Når man bare er to piger i en familie på fem, så er det godt at komme lidt ud og være rigtig tøset en gang imellem. :)

Med flere rejser til Færøerne, og med 9 års ophold på Bornholm var Bergen meget betagende for mig personligt. Det var som en sammensurium af alt hvad jeg synes om. Gamle halv-faldefærdige fiskerhuse i tæt-i-tæt kvarterer ved havnen, skrigende måger, frisk luft i ansigtet og sol som skinner over alle blomsterne rundt omkring. Dette er Norge, men en del af Norge som er noget anderledes end der hvor jeg selv nu bor. Utrolig så store kontraster der findes i et land…

Havnen bugnede med både i alle størrelser, lige fra små gummibåde, til store cruiseskibe. Bl.a. har “Hurtigruta” også en af sine anløbshavne i Bergen. Fiskertorvet, hvor man lugter fisk på lang afstand, massevis af turister, restauranter, cafeer, butikker og en enorm trafik. Det siges at regne en hel del i Bergen, - så jeg er udmærket godt klar over at Asta og jeg dermed har været ekstremt heldige med vejret da vi var der i pinsen. Men uanset, så vil Bergen være en by som drager folk med hang til hav, fiskeri og saltvand - kombineret med pulserende byliv.

Jeg blev glad i Bergen - Det glade Bergen. Så absolut et besøg værd! :)

Skriv en kommentar